Sidste forår kørte Rasmus Byriel Iversen semiklassikere som Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Le Samyn, inden COVID-19 i marts måned satte cykelsporten på standby på ubestemt tid. Men i år er Lotto-Soudal skiftet ud med Team Herning CK Elite og cykelsportens øverste niveau er skiftet ud med den danske A klasse.

Havde Rasmus Byriel Iversen selv kunne bestemme, så var han forsat på det professionelle mandskab, men da Lotto-Soudal valgte ikke at forlænge hans kontrakt, stod han pludselig i en situation, hvor han skulle genoverveje fremtiden. Da slutningen af 2020 nærmede sig og han skulle finde et nyt hold, måtte han konstatere, at karrieren ikke skulle fortsætte på WorldTouren. Pilen pegede i retningen af et karrierestop, inden den for alvor var kommet i gang. Eller også skulle han genstarte karrieren på et lavere niveau.

”Da jeg stod og skulle vælge hold i slutningen af sidste år, var der ikke nogen af de andre hold, som kunne tilbyde mig noget økonomisk. Så da det ikke var nogen økonomisk fordel for mig at vælge et kontinentalhold fremfor et DCU-hold, var det så reelt set ikke bedst for mig at komme på et cykelhold, hvor jeg havde det bedste mentale miljø og det hold, hvor jeg følte jeg havde det bedste fundament for at udvikle mig som cykelrytter?”.

At pilen endte med at pege på Herning Cykle Klubs elitehold, Team Herning CK Elite, skyldes en række af tilfældigheder. Cykelrytteren Jeppe Klein Jensen, som kommer fra samme hjemby som Rasmus Byriel Iversen, kørte i forvejen på holdet og hans gode kammerat fra juniortiden, Jonas Nordal Jakobsen, skiftede også til holdet. Da han så også i forvejen kendte flere af de andre cykelryttere på holdet, virkede det pludselig meget fristende at køre på holdet.

”Så jeg tog fat i dem (Herning Cykle Klub, red.) og hørte hvad vi kunne finde ud af. Så nu har vi har fået lavet en super god aftale, hvor de støtter mig. Jeg havde taget min tid til at reflektere over det inden jeg sagde ja, så det var et afklaret valg om, at det var det bedste for min karriere.”

Rasmus Byriels Iversens karrierevej til toppen af cykelsporten, minder i højere grad om den de danske talenter tog på 70’erne og 80’erne, end den som hovedparten af de unge ryttere typisk tager i dag. Efter to år som U23 rytter på den hjemlige cykelscene, tog han tingene i egen hånd, uden om det talentudviklingsnet der er i Danmark, og drog på eventyr i cykellandet Italien.

”Det gav god mening på det tidspunkt og det er også uden tvivl det bedste der nogensinde er sket for min karriere. Jeg var ikke noget kæmpe talent, da jeg kørte mine første to år som U23 rytter i Danmark. Jeg havde fået nogle podiepladser i A klassen, men det var ikke sådan at jeg kom på landsholdet eller noget. Det var først da jeg flyttede til Italien, hvor jeg for første gang i mit liv ikke havde andet i mit liv end at cykle, at jeg forbedrede mig virkelig meget og begyndte at vinde cykelløb. Derfra gik det bare sindssygt stærkt.”

Under opholdet i Italien vinder Rasmus Byriel Iversen ni sejre i løbet af 2018 sæsonen og bliver et varmt emne blandt rytteragenterne, som havde fået et godt øje til den blonde dansker. Alt flasker sig og det belønnes med en kontrakt med Lotto-Soudal for 2019 og 2020 sæsonen.

”Jeg blev professionel i mine U23 år. Det er allerede meget tidligt, føler jeg. Jeg tror måske ikke rigtigt jeg nåede at vænne mig til det mentalt. Jeg nåede kun lige at køre et par enkelte landsholdsture i det år og jeg nåede ikke at tage et naturligt springbræt. Det var lige fra kontinentalhold, til at stå for næsten det hele selv, til at være professionel. Det var en kæmpe omvæltning, og jeg havde måske haft brug for en mere rolig vej.”

I Italien havde Rasmus Byriel Iversen et rigtig godt træningsmiljø, hvor han havde fokus på at træne rigtig og træne meget. Men han kunne god mærke, at cykelkulturen var anderledes i Italien, end i de trygge rammer i Danmark. Samtidig med det var der også et andet fokus på kosten.

”Hvis den danske kultur er gammeldags, så er den Italienske kultur fra oldtiden. Det er med at gå hen og mærke på ”dellen” og man får at vide du skal tabe sig, før man skal træne. Det er virkelig gammeldags. Det var sådan, at vi fik salat efter træningen for at komme ned i vægt og der så jeg også bare, at jeg begyndte at præstere bedre samtidig med at jeg kunne tabe mig lidt. Det bekræfter ligesom bare den der trang jeg havde til at gå ned i vægt og det skabte bare et endnu mere usundt forhold til mad, hvor at jeg prøvede at spise så lidt som muligt og der var rigtig mange ting der var forbudt, som bare gjorde det var en spiral, som jeg bare dykkede dybere ned i. Det var egentlig der min spiseforstyrrelse begyndte at accelerere, synes jeg. Hvor det begyndte at komme ud af kontrol for første gang.”

Årene som professionel cykelrytter gjorde ikke noget godt for Rasmus Byriel Iversens spiseforstyrrelse, som begyndte at accelerere mere og mere. I efteråret 2020 stod han frem og fortalte om sine udfordringer i et interview med Jyllands Posten. Et følsomt emne om vægtudfordringer i cykelsporten, som på én side er almindelig kendt, men på den anden side alligevel er tabu. Artiklen udkom samtidig med en rapport fra Team Danmark, som dækker over alle elitesportsgrene, hvor det kom frem at over halvdelen af professionelle atleter har problemer eller har en forvrænget spisning.

”Fra et objektivt synspunkt kan man sige at, over halvdelen af professionelle atleter har en spiseforstyrrelse i større eller mindre grad. Behøver den mentale sundhed at gå på kompromis med den fysiske? Jeg fik en platform og en mulighed til at kommunikere dette og jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt komme ud med det og så bare skabe lidt forståelse for hvor jeg er i dag. Jeg håbede at rykke lidt til debatten og til at flytte fokus i anden retningen end den har været før og måske skabe nogle perspektiver til hvordan det også kan gå med den kultur der er i cykelsporten. At man godt kan være en professionel atlet uden at blive bedømt på sine tal. Min psykolog anbefalede mig egentlig helt fra starten, at jeg skulle prøve at trække stikket, fordi jeg egentlig var kommet så langt ud. Men jeg stod bare midt i et kontraktår, så det kunne jeg ikke bare, hvis jeg gerne ville fortsætte med at være professionel. Så jeg prøvede at få det til at fungere hånd i hånd, men blev lidt svært at balancere med”.

Nu er Rasmus Byriel Iversen tilbage i Danmark og håber at kunne genstarte karrieren på Team Herning CK Elite, hvor han er blevet taget rigtig godt imod. Det giver ham stor motivation frem mod sæsonstarten.

”Det, der holder mig mest nede nu, er den her spiseforstyrrelse. Men jeg har virkelig haft nogle gode rammer hen over vinteren, sammen med Herning Cykle Klub, som er der til at støtte mig. Så det har egentlige bare været det perfekte match.”

Team Herning CK Elite har som forberedelse til sæsonstarten været på træningssamling i et sommerhus ved vestkysten, hvor de har fået kørt godt med rulleskift. Det har givet en helt anden dynamik over træningen, at det nu er muligt at køre flere sammen.

 ”Vi har haft en hård træningsperiode de sidste ugers tid og så lige nogle hårde træningsdage med Herning-holdet her i weekenden, hvor vi fik tømt den sidste energi ud og er klar til sæsonstart. Vi starter med Sydkystens cykelløb den 1. og 2. april. Så er der en hviledag lørdag, inden cykelløbet i Herning den 4. april og Aarhus den 5. april. Sæsonstarten svarer lidt til, at man kører PostNord Danmark Rundt og tager det stille og roligt på enkeltstarten; vi starter ovre nær København og tager til Herning og så til Aarhus. Så der bliver brugt nogle kræfter de dage. Så er man i gang og ved hvordan man står i forhold til alle andre. Det bliver super spændende.”

I sine år som professionel skulle Rasmus Byriel Iversen allerede starte sin sæson i januar, men det er anderledes i år. Her i slutningen marts måned, hvor dette interview er lavet, har han endnu ikke kørt et eneste cykelløb. På papiret føler han, at han er, hvor han skal være. Alligevel går han ydmygt ind til sæsonstarten.

”Jeg møder sæsonen med åbne arme. Det er lidt en anden forberedelse i år, hvor jeg har fokuseret på ikke at bygge for meget træthed op. Jeg prøver at starte sæsonen med så få forventninger som muligt. Det kan hurtigt blive hårdt, hvis du har kørt nogle gode test over vinteren og bare føler det spiller og så bare regner med at skulle ud og være verdensmester. Så kører man det første løb finder ud af, at andre åbenbart også har passet deres vintertræning.”

Som cykelrytter på cykelhold fra Herning, så er der ingen tvivl om hvad der bliver ét af sæsonens allerstørste højdepunkter på hele kalenderen – nemlig Grand Prix Herning. Det er på hjemmebane og flere af rytterne kommer fra Herning-området. Mange er vokset op med cykelløbet og har som barn har været ude på grusvejspavéerne eller har været med til at hjælpe til ved løbet.

”For dem, at komme med til at køre løbet, er det jo også kæmpestort. Så det er uden tvivl et af de allerstørste højdepunkter på hele kalenderen. Det er også et af de løb vi har i Danmark med allermest historie. Det blev jo allerede kørt i 90’erne som UCI løb og på grusveje, før der overhovedet var noget der hed ’gravel’. Løbet har sin helt egen karakteristik og det er på højde med de allerstørste løb i Danmark, måske lige en kategori under PostNord Danmark Rundt og DM - men det er helt deroppe. Det er i mine øjne det største, du kan vinde af endagsløb i Danmark, som ikke er er et DM, fordi det er så karakteristisk – og rent kunstnerisk, er det bare det smukkeste løb og lave billeder fra; med støvet og rytterne som bare ligger én og én og det bliver splittet. Det er et fantastisk smukt løb.”

Der er stolte traditioner omkring Grand Prix Herning, som igennem flere år har været kørt som et professionelt cykelløb og har mange prominente vindere. Løbet har også været et samlingspunkt for herningenserne og andre cykelinteresserede. Cykelløbet, der ikke har været kørt som et professionelt cykelløb siden 2013, er nu tilbage på den internationale kalender. Løbsstrukturen med de mange grusvejsstykker – grusvejspavéerne – er den samme og det skal der ikke laves om på. Sådan har det altid været.

”For mig at se er det (Grand Prix Herning, red.) stadigvæk et specielt løb, også fordi grusvejene bare er anderledes i det område. Kører du f.eks. på en tilfældig grusvej oppe ved Himmerland, så er det kun, hvis der er sidevind, at det kan blive et hårdt stykke. Ellers er det mere eller mindre som at køre på en vej med huller. Så for mig at se, har det stadigvæk den der specielle magi over sig, som man ikke rigtig finder andre steder. I takt med at løbet er begyndt med at blive TV transmitteret, så er det med til at skabe mere værdi til løbet og på sigt, skal det nok blive stort igen.”

Rasmus Byriel Iversen har selv kørt Grand Prix Herning tre gange tidligere, senest i 2019 hvor løbet blev kørt som 1. afdeling af DEMIN Cuppen. Som ryttertype passer cykelløbet på papiret godt til ham og han lægger da heller ikke skjul på, at løbet har en særlig betydning for ham og han glæder sig til at køre det igen.

”Det er det løb, jeg lige siden jeg opdagede det, nok har drømt allermest om at vinde. Der er jo den der dynamik i cykelløbet, som man kender fra forårsklassikerne, hvor der er mange små veje og det element, hvor du skal have en vis portion held for ikke at punktere og være fantastisk stærk for at sidde der i finalen. Hvis man sidder for langt tilbage på en pavée, så er man på røven for at sige det rent ud, hvis der sker et uheld foran én. Feltet bliver strakt så meget ud, så nogle gange kan man side og føle, at man sidder i en god position i feltet, men når man så kommer ind på en pavée og den bliver strakt ud og så har man pludselig 200 meter op til de forreste i feltet. Det er bare sådan et løb, hvor det er stressende fra km. 0, fordi folk bare gerne vil sidde fremme til den første pavée. Det er bare hårdt hele vejen igennem.”

Som i forårsklassikernes dronning, Paris-Roubaix, kan vejret have en stor indflydelse på udfaldet af løbet. Personligt for Rasmus Byriel Iversen betyder vejret ikke det store, da han selv synes, han er god til at tilpasse sig vejrforholdene. Men der er ingen tvivl om, at grusvejenes beskaffenhed er noget anderledes i tørt vejr end i vådt.

”Hvis det har regnet op til løbet, så bliver sandet jo en del hårdere – og dermed måske lidt tungere, men nemmere teknisk at køre igennem. Det gør måske, at der bliver lidt mere udskilning på sigt og dem med udholdenhed kommer til at have en fordel. Mens hvis der er tørvejr, så bliver det rent ragnarok på grusvejene. Har det været knastørt, så er det rent sand der ligger under gruset og man kan synke vildt meget ned lige pludselig. Så skal man træde vildt tungt for at holde farten oppe, hvis du ikke lige har den rigtige bane. Så det er forskelligt hvordan løbet bliver, alt efter vejret op til løbet og på dagen.”

Årets udgave af Grand Prix Herning køres i UCI kategori 1.2 og er dermed igen et professionelt cykelløb. Men det er noget som Rasmus Byriel Iversen på ingen måde ser som en ulempe, snarere tvært i mod, da antallet af ryttere er ligeligt fordelt på holdene. Noget der ikke har været tilfældet i de år, hvor løbet har været kørt som et A løb. Her har nogle af de store hold stillet til start med 12 ryttere, hvilket ifølge Rasmus Byriel Iversen er med til at give et ulige cykelløb.

”At det er et UCI-løb ser jeg som en fordel for os, fordi toppen af vores hold er fantastisk stærk i år. Når der er 7 mand på hvert hold, så er der også plads til flere oppe foran. Dvs. der kommer til at være en hårdere positionskamp og det bliver sværere at komme helt forrest ind på pavéerne. Når der er færre til start (pr. hold, red.), så bliver det et mere åbent cykelløb. Det giver en anden dynamik og nogle andre muligheder, fordi man skal bruge sine kræfter meget mere klogt og hver rytter får en meget mere defineret rolle.”

At Herning-holdet stiller til start i Grand Prix Herning som et DCU-hold, mener Rasmus Byriel Iversen heller ikke er helt dårligt for holdet. Statussen som ’underdog’ kan give Team Herning CK Elite flere muligheder i cykelløbet og selv håber Rasmus Byriel Iversen at have sat sig i en position på holdet, som kan være med til at indfri hans egne ambitioner for løbet

”Vi skal ikke ud og tage ansvar. Jo mere undervurderede vi er, desto større fordel er det for os. Den sammensætning af ryttere vi har gør, at vi har mange taktiske muligheder. Det er en klar fordel for mig, hvis jeg lægger mig øverst i hierarkiet her i starten af sæsonen, så kan jeg jo være heldig at have en rytter eller to, som er der til at hjælpe mig og give mig et hjul, hvis jeg punkterer. Men jeg er helt klart fortrøstningsfuld om, at Team Herning CK Elite kommer til at være fremme i Grand Prix Herning.”

Meget tyder på at Herning-holdet går sæsonstarten i møde med oprejst pande og masser af selvtillid. Rasmus Byriel Iversen ser da også et motiveret hold, hvor flere af rytterne allerede har overrasket den rutinerede rytter. Selv håber han, at han kan give ud af sine egne erfaringer og være med til at styrke holdet på tværs.

”Jeg ser et vildt motiveret hold. Der er en del unge ryttere, men de har virkelig overrasket mig over hvor stærke de er. Mange er allerede på et niveau, hvor jeg vurderer at de er stærke nok til at vinde A løb. Der er måske et spørgsmålstegn i forhold til deres udholdenhed og måske den taktiske snilde. Men der håber jeg at kunne være med til at hjælpe, så de lærer at bruge kræfterne ordentligt og de lærer, at vi bruger hinanden ordentligt, i forhold til at løfte hinandens niveau og hinandens muligheder for at lave gode resultater.”
 
Sammensætningen af rytterne på holdet gør også, at Rasmus Byriel Iversen tror på succes for Team Herning CK Elite på landevejene. Alle rytterne har kørt godt igennem vintertræningen og de har på de fysiske og virtuelle træningssamlinger gjort indtryk på den tidligere professionelle cykelrytter, som gør ham fortrøstningsfuld før sæsonen, hvor han også selv håber selv at være en faktor.

”Jeg har kørt en del over vinteren med Anders Foldager og Morten Nørtoft, som har vist sig at være svære at vinde over, fordi de er så eksplosive, men samtidig også er så holdbare og stærke, at de næsten er umulige at ryste af. Samtidig har vi Jonas Nordal Jakobsen og Emil Schmidt, som bare næsten er umulig at slå på stregen. De er simpelthen så hurtige, og hvis de har holdbarheden med sig, så vil de være svære at slå når vi kommer hjem til stregen. Så er der mig selv, som også har så meget styrke, at jeg føler, jeg vil være en faktor udefra. Samlet set har vi en skare af ryttere, der bare bliver svære at slå - netop på grund af vores sammensætning af ryttere. Lige meget hvordan løbet er sammensat rent terrænmæssigt, så har vi en masse forskellige forcer. Nogle forcer som spiller godt sammen, som gør at vi kan være en faktor i alle cykelløb; både hvis det slutter opad, slutter fladt eller er langt. Vi har nogle, som nok skal være der hver gang. Jeg føler, det virkelig er et godt år, jeg er kommet ind på holdet og jeg tror vi kan drive det til noget i år.”

Selvom Rasmus Byriel Iversen i år ikke kører cykelløb på cykelsportens øverste niveau eller i det hele taget kører på et professionelt cykelhold, betyder det ikke at drømmene om en professionel kontrakt er slukket. Navnet har han skabt sig og nu gælder det om at etablere sig selv igen som cykelrytter – og med aktuelle resultater.

”På sigt drømmer jeg selvfølgelig om at blive professionel igen, fordi jeg tror på, at jeg er god nok. Men igen er det svært at sige, når man ikke har kørt et eneste cykelløb endnu. Jeg kommer til at tage det ét cykelløb ad gangen. Der er en masse muligheder, føler jeg. Den første store satsning er Grand Prix Herning og så er der også DM og flere andre løb. Forhåbentlig får jeg nogle sejre at vise frem, samtidig med at mine tal på papiret er gode, så min agent (tidligere cykelrytter Manuel Quinziato, red.) kan vise det frem til de professionelle cykelhold. Min rolle bliver at klare det så godt som muligt og så er det op til min agent at skabe kontakten og se mulighederne.”

Skulle drømmen om en professionel kontrakt ikke lykkedes, så har Rasmus Byriel Iversen stor fokus på at skabe sig andet indhold i livet end at være cykelrytter. Derfor har han til sommer søgt ind på et studie, som er med til at give ham ro og som er del af en plan om at forme en identitet som ikke ”kun” er ”Rasmus, cykelrytteren”.

”Studiet gør at jeg kommer til at have en ro. Forstået på den måde, at jeg ikke er på røven, hvis ikke jeg bliver professionel igen. Det gør, at jeg kan have cykelsporten som en passion og at det hele bliver lystbaseret og mulighedsbaseret fremfor frygtbaseret. Frygten og angsten for at min eneste kompetence er at være cykelrytter og at jeg derfor ikke har noget som helst andet i mit liv. Det vil sige, at hvis jeg stoppede med at cykle, ville jeg også stoppe med at være mig selv – og det ville jo være det værste der kunne ske. Så jeg sørger for at have et bagland, der er sikkert og som jeg kan hvile i.”

Det er noget som fylder rigtig meget hovedet på Rasmus Byriel Iversen, som mener at man skal dannes som menneske før man bliver professionel og at man har nogle andre ting i sit liv som er vigtige. Han er meget bevidst om, at har man ikke andet indhold i livet end cyklingen, så er der stor risiko for at havne i ”det sorte hul”. Det vakuum, som flere cykelryttere havner i efter et langt liv som cykelrytter, hvor det at cykle har været det eneste i livet og man har tilsidesat alt andet.
 
”Hvis man som 40-årig kun har været cykelrytter og ikke engang har en uddannelse, nogen kæreste eller ikke har nogle venner, som ikke er cykelryttere, så bliver det hårdt lige meget hvad. For man identificerer selvfølgelig sig selv som cykelrytter. Men hvis man stopper og slet ikke har andet, så tror jeg det bliver svært at komme videre fra. Eksempelvis er Brian Holm kæmpe fortaler for, at man skal bo hjemme og at man ikke skal have en kæreste og man skal kun være cykelrytter. Men det er også dem, som vi jo gang på gang ser blive alkoholikere og stofmisbrugere eller begår selvmord, når deres karriere stopper. Det er jo simpelthen skrækkeligt at være vidne til. Nu er Jesper Skibby lige kommet ud med en ny bog (”Engang var jeg Jesper Skibby”, red.), hvor han fortæller om sit stofmisbrug og selvmordsforsøg. Jeg synes det er trist, hvis det er den eneste kompetence man har er at være cykelrytter.”



Der er andre ryttere i det professionelle felt som også har gennemført en uddannelse, ved siden af deres professionelle virke som cykelrytter. Domenico Pozzovivo (Team Qhubeka-ASSOS) gennemførte en universitetsuddannelse på universitetet Marconi i Rom, hvor han studerede økonomi. På den hjemlige scene har Martin Toft Madsen (BHS-PL Beton Bornholm) taget en uddannelse som ingeniør, mens flere andre har prøvet at have et job i de tidligere år. Selvom flere cykelryttere får sig en uddannelse eller arbejdserfaring, så er tendensen i øjeblikket, at de store hold skriver kontrakter med meget unge ryttere, som endnu ikke har fået sig en uddannelse.

”Jonas Vingegaard (Team Jumbo-Visma) og Michael Valgren (EF Education-Nippo) har f.eks. begge arbejdet på en fiskeauktion før de blev professionelle. Det giver jo nogle kvaliteter med, som f.eks. at stå op om morgenen og have travlt. Men jeg ser også at der bliver skrevet kontrakter med ryttere som ”knapt nok er er blevet konfirmeret”. Der kommer ryttere direkte fra junior eller ryttere der måske kun har kørt ét år som U23 rytter. Jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at gå. Med de erfaringer jeg selv har, så tror jeg ikke på, det er sundt at blive professionel så hurtigt. Det bliver svært have benene plantet på jorden. Man er jo et barn, når man er 18 år. Det kan godt være, man kan få kørekort og købe bajere, men man har ikke rigtig lært hvad livet handler om. Personligt tror jeg, det bliver svært at få en lang og sund karriere på den måde. Men de klarer det jo godt indtil videre, så det må tiden jo vise.”.